Har dit barn angst?

Har dit barn angst, eller har du mistanke om, at dit barn er ved at udvikle angst? Så er du ikke alene. Forskning viser, at hvert tiende barn i Danmark lider af angst. Men ikke alle får den rette behandling. Som forældre kan det være svært at vurdere, hvordan du bedst hjælper dit barn.

Har dit barn angst, eller har du mistanke om, at dit barn er ved at udvikle angst? Så er du ikke alene. Forskning viser, at hvert tiende barn i Danmark lider af angst. Men ikke alle får den rette behandling. Som forældre kan det være svært at vurdere, hvordan du bedst hjælper dit barn.

Derfor arbejder ‘Foreningen for børn med angst’ på at udbrede viden om angst hos børn. Her på sitet kan du finde råd og vejledning. Det er vigtigt, dit barn ved, at det ikke er unormalt at have angst. I kan derfor besøge Tilbage til trygheden, hvor du og dit barn kan finde hjælp i børnehøjde.

’Foreningen for børn med angst’ ledes af en bestyrelse på 3-5 personer, som er sammensat af foreningens medlemmer og valgt på generalforsamlingen.

 

Få mere information om foreningen i videoen her.

6 kommentarer på “Har dit barn angst?Tilføj din kommentar →

  1. Har søn på 15 med angst – han har ikke været i skole 1 år…
    Har også en datter på snart 18, som udviklede ocd som 14 årig, ligger jo også med baggrund i angst… Hun er på mange måder kommet videre…

  2. Hej Mia

    Godt initiativ med denne forening og hjemmeside.

    Når jeg skriver til dig, skyldes det ikke at vi har brug for hjælp, men for at fortælle lidt om vores oplevelser og viden på området.

    Vi har en datter på nu 19 år, som nu i 2 år har været ramt af først depression og sidenhen angst, vi har af læger fået en forklaring som går på at depressionen er fremkommet efter som følge af en operation i ryggen, diskusprolaps, tilbage i sommeren 2014. Som vi har fået forklaret skyldes det at den fysiske belastning som kroppen er igennem ved en diskusprolaps, kan dreje til en psykisk belastning og her ende som en depression.

    Angsten mener man er kommet af frygten for at vende tilbage til skolen og måske skulle mødes med en masse spørgsmål og sikkert også frygten for at skulle genopleve rygproblemerne… Vi ved det ikke helt.

    Jeg kan medgive at alt for få offentlige instanser har for ringe forståelse og kendskab til angst, men trods dette er vi blevet mødt med forståelse fra Risskov Gymnasium, som Line desværre måtte droppe ud af, først i 2014 og i sensommeren 2015 kunne hun ikke starte op af samme årsag.

    Vi er ved at være på den anden side af forløbet, men kæmper dog lidt endnu, Line er meldt til 2 årig HF og er så småt begyndt at vænne sig til tanken og at skulle i gang igen, men hun har det stadig svært med skoler, så vi besøger skolen af og til og det siger hun selv hjælper.

    Vores største hjælp har været at jeg, som far, selv har søgt psykolog for at få nogle værktøjer til at kunne hjælpe, for selv ved fordrag på Risskov psykiatrisk hospital, kunne vi konstatere, at de fleste pårørende søger helt andre svar, end de gav… Det vigtigste og den bedste hjælp, er de positive erfaringer, dem skal vi skrive ind, som en form for facitliste, hvor den enkelte pårørende som kan søge inspiration til hjælp, for det som hjælper er forskellig fra person til person.

    Mangler du bestyrelsesmedlemmer?

    Vil du gerne have mig som kontaktperson til andre som måtte stå i samme situation, så lad gerne andre kontakte mig, de kan fange mig på 30225999

    Mvh.
    Brian Hørup Obel

    1. Kære Brian

      Tak for din kommentar. Det er dejligt at høre at i har fundet de rigtige redskaber i forhold til at kunne hjælpe jeres datter. Vi er meget glade for at du ønsker at hjælpe andre forældre, og at du ønsker at være en aktiv del af foreningen. Jeg kan fortælle dig, at Foreningen holder generalforsamling torsdag den 12 maj i Roskilde. Vi kontakter dig snart :-) indtil da er du velkommen til, at melde dig ind i Foreningen det er gratis.

      Mange hilsner fra
      Mia

  3. Hej Mia. Tak for dette. Jeg har lige set dig i TV her til morgen. Jeg er dybt bevæget og føler for første gang at en person forstår hvad min datter og jeg har været igennem de sidste 5-6 år. Min datter er 14 nu og har sammenlagt ikke været i skole i over 3 år pga angst eller hvad jeg tror også er post traumatisk stres. Min datter er født kernesund og stortrivedes de første 8-9 år i hendes liv. Hun har været et glad barn i vuggestue, dagpleje, og børnehave. Hun elskede at komme afsted og igang med dagen iblandt andre børn og voksne. Hun er meget empatisk og udadvendt, og fik venner både piger og drenge let som ingenting. Hun var især godt til at skabe kontakt med stille børn eller børn, der havde det svært. Fyldt med altid godt humør og god fantasi, så var hun en meget aktiv, videnssøgende og energisk pige med højt selvværd.

    Alt ændrede sig i 2009 ved skoleskift og store ændringer i Folkeskolen. Inklusion af et ret stort antal meget voldelige og traumatiserede børn fra special skoler skabte kaos i skolegården og i bygningerne. Lærere og pædagoger var ikke udrusted til det. VI forældre fik absolut ingen indsigt eller informationsmøde om hvad der nu var eller skulle ske. Det udviklede sig hastigt og katastrofalt. Folkeskolen som er i forvejen er baseret på Junglelov, blev nu raseret af meget grimme episoder med vold, mobning, overgreb og grædende børn. En følelse af anarki og apati var mærkbar. Skoleledelse, pædagoger og lærere spillede med i et tavst og opgivende spil om at holde facaden og lappe-løse som tingene skred frem. Jeg trøstede mit eget barn et utal af gange efter en meget dårlig og grænseoverskridende dag i skolen. Dynamikken var helt forandret. Men jeg trøstede også andre børn som opsøgte mig desperat fordi jeg var en synlig og oprigtig empatisk voksen. De børn var også kede af det, angste eller trængte bare til at blive forstået.

    Min datter blev voldeligt overfaldet 3 gange på 6 måneder i Folkeskolen i 2009-2010, og jeg holdt et møde med ledelsen hver gang. Der var en generel accept af at vold er den del tilværelsen, og jeg blev formanet til at opdrage min datter til at “livet ikke er perfekt, men folk og især børn i skolen har konflikter”. Det var en mandling skoleleder OG en mandlig skolepsykolog som begge formanede mig den lektie. Episoderne blev talt helt ned. Jeg blev betraget som en overbekymret og overbeskyttende forældre, som brugte meget dramatiske ord om “lidt uheldige hverdagsepisoder”. Min datter nægtede at gå i skole, og vi gik igennem en 1-2 måneders fase, hvor jeg først var super streng mor, hvor jeg tvang hende ud af døren og låste døren, og hun gik grædende afsted. Jeg fik jo et utal af gange at vide fra skolen at “hun skal altså i skolen”, “hun kan ikke bare blive hjemme”. Jeg fik det psykisk dårligt af at logge på Forældreintra. Og jeg var også selv meget frastødt at tanken om at børn skal hænge derhjemme på skoledage. Jeg var meget kontant, og tænkte jeg burde hærde hende med konsekvens hvis hun ikke “gad oppe sig og komme afsted”. Jo, voldsepisoderne var hæslige og uacceptable, men jeg mente det var tid at bare komme videre og ikke gå i stå, og lade noget stoppe en i livet. Hun fik det langsomt meget værre. Tabte sig meget, var syg mere. Græd meget. Ville ikke gå til noget i fritiden. Hun brød sammen en dag og lå i fosterstilling og bare græd, intet kunne opmuntre, min ellers livlige og positive datter. Jeg tog hende til lægen, og han beordrede at hun have akut trauma og ikke skulle i skolen de næste 2 måneder uden psykologhjælp, og et skoleskift ville anbefales. Lægen tøvede ikke. Han sagde at han så stigende tendens med skolebørn med angst og trauma. Jeg var dybt chokeret.

    Jeg skiftede min datter over til en anden skole kort tid derefter. Hun fik det bedre, begyndte at gå i skole hver dag. Men så indtraf Lærer Lock-Outen i 5-6 uger, og ingen skolegang. Et stort kaos. Hele skolen var pisket op i stres. Lærerne var angste var fyrings-runder, og rokader, forandringer og hvad ellers. Kommunikation var nedbrudt. Forældre var stressede over en lukket skole. Det var som om en slags sindssyge af dysfunktion havde overtaget. Væk fra skolens endeløse kamp – trivedes min datter herhjemme. Ferier og weekender blomstrede hun lidt op og blev sig selv igen. Da Lock out endelig var overstået – var det tæt på Sommerferien. Jeg havde kontaktet kommunen for at få en socialrådgiver og bevilling til psykolog. Jeg er eneforsørger og har ikke råd til 450 kr i timen som en psykolog koster. Selvom jeg overvejede stærkt at sælge den brugte bil.

    Efter sommerferien i 2013 var min datter 12 år. Glad fra ferie kommer hun tilbage til et skoleskift tilbage til den gamle skole, fordi i vores kommune var der strukturelle ændringer der pludselig opdelte 0-5 klasse og 6-9 klasse på 2 lokaliteter. Derfra gik alt ned ad bakke, og jeg søgte at få hende ind på privatskole, uden held (Igen med tanke om at sælge vores gamle brugte bil for at få råd). Der var 2 selvmordsforsøg i 6. klasse. Voldsepisoder var normen. Organiseret mobning var normen. Hadekampagner på sociale medier var normen. Forældredialog var umulig, der var grotesk delte vande vdr opdragelse og grænser. Jeg havde en ellers ret robust mandlig lærer bryde sammen foran mig i Lidl, da han fortalte om hvordan kulturen var blevet så perverteret på skolen, at selv han ikke kunne formå at fastholde sin klasse. Jeg besluttede mig for at hjemmeundervise min datter og helt holde hende væk, medmindre hun havde dage hvor hun magtede at komme afsted. Jeg så skolen som en terror-anstalt, og havde pligt til at holde hende væk. De næste 2 år gik med hjemmeundervisning, bevilligede psykologtimer med en skolepsykolog, men som ikke er uddannet i angst eller stres. Kommunen brugte kun lidt tid og 4 skiftende, søde, men forvirrede rådgivere til at besøge os, de var mest optaget af at finde fejl og mangler hjemme hos os, fordi som de sagde “det kan vi bedre håndtere, hvis der er problemer i hjemmet”. Jeg sagde at jeg var meget åben for råd og vejledningen hvad jeg kunne gøre bedre. Men der var ingen rådgivning at få eftesom det var et skoleanliggende. Dermed fastlåst i et kafkansk helvede af overformynderi og magtfuldkommenhed. Jeg lod mig ikke tyrannisere af skolens vedvarende pres om “at hun skal bare i skole”. Instinktivt vidste jeg at det var skolen der destruerede min datter. Hun fik det bedre herhjemme. Fagligt lå hun højt. Socialt var hun aktiv i privaten. Hun trivedes. Men alligevel var det jo en følelse af ikke at være en del af noget fællesskab og sat uden for systemet. Ikke på noget tidspunkt er der blevet lyttet til hvad årsagen til angsten og stres egentlig er. Selvom jeg havde skrevet mange velovervejede emails til skolen. Den Pandora’s æske vil man ikke lukke op. Der er meget stor undvigelse af ansvar, indsigt, logik og ærlig kommunikation, som resulterer i et lukket land eller undskyldningen “vi mangler viden om”. Skolereformen indtraf fornylig og bidrog med mere forandringer og pres, og stadig meget mindre omsorg. Alle de gode empatiske lærere synes at takke af og lade sig forsvinde.

    Lige nu og her, er alt blevet meget bedre. Min datter har været i kompetent psykolog forløb i over 1 år. Hun har ikke været i en “normal” klasse siden 2013. Jeg fik et mindre nervesammenbrud i 2014 og indså på den hårde måde, at jeg måtte bevare et sundt mentalt niveau, hvis min datter skulle komme videre intakt. Jeg tog et standpunkt at stres og angst ikke skulle få noget fodfæste i vores liv. Min holdning blev rolig, kølig men positiv fremadrettet. At komme tilbage til skolen blev ikke et mål, men positive sociale relationer blev, og faglig kompetence blev fokus. Vi klarede livet alligevel. Psykologen var et løft i min datters hverdag. Vi inddragede flere allierede i vores private netværk og talte åbent om min datters stres og angst. Vi søgte henvisning til Psykiatrien i 2014, da jeg følte at hun have PTS. Selvom hun var trukket ud af skolen og trivedes herhjemme, fik hun stadig panik anfald uforklarligt og reaktionsmønstre som skræmte mig. Hun tabte sig yderligere og tog ingen næring til sig. I November 2015 blev hun indlagt i hel uge til observans fordi hendes vægt var så lav. De beskrev det som Psykosomatisk, og hun fik flere psykolog timer, og henvisning til Psykiatrien, som blev afvist, fordi der ikke blev redegjort tilstrækkeligt hvorfor. Hun lider af ekstreme mavesmerter. Vi har testet for cøliaki og laktose intolerans. Utallige blodprøver. Alt ser normalt ud. Indtil jeg her i starten af 2016 Googler rundt og finder symptomer på mavesår, og synes det passer. Lægen giver hende recept på mavesårsmedicin og det bliver meget bedre. Hun får farve, appetit og nærmer sig normalvægt. Men jeg er rasende. Føler os ekstremt svigtet. Angst. Mavesår. Jeg skal kæmpe selv for at blive hørt og få hjælp. Hun ligger en hel uge på hospitalet, tilsynslægen kigger utålmodig og overfladisk på hende, og de gider ikke overveje om det er mavesår, som jo er forbundet lidelse med angst og stres. Hun har haft stærke mavesmerter mange måneder. Flere læger har kigget på hende, men jeg Googler selv en simpel sammenhæng.

    Februar 2016 får hun et uventet fra Ungdomsskolen tilbud om at deltage i deres HU hold. Noget nyt og anderledes, der er blevet oprettet et særskilt hold til unge 14-18 år som nærmest er droppet ud af skolen. Der er 3 undervisere til 12 elever. Der er skolegang 3 gange om ugen, og 2 dages praktik. Jeg er positiv dog tøvende, da jeg tænker det faglige niveau nok er alt for lavt. Men tænker der kan vindes på det sociale. Min datter overrasker mig og siger at hun har mod på at starte. Hun føler sig tryg fordi hun ved at jeg ikke vil presse hende ind i et dysfunktionelt sted. Den tillid har jeg vundet fra hende, og hun kan stole på mig. Hun er blevet glad for sin klasse. Eleverne er meget angste og stressede, men de har et sundt sted at komme med undervisere som forstår og magter situationen. Det er et sted hvor elever blomster op. Der er en menneskelig rummelighed, orden, omsorg og overskud – som jeg ikke har set i Folkeskolen. Lige nu er der vild rift om pladserne på det HU hold.

    Lige nu går det godt. Men jeg er meget obs på at vi har en holdbar løsning. Der er et forløb af healing fremadrettet, og rustning til at håndtere angst og stres som den melder sig.

    Tak fordi jeg må og kan dele vores historie her. Det er en ufattelig styrke ikke at så alene. Jeg søger løsning, håb og inspiration.

  4. Hej
    Jeg har en datter der lige er fyldt 13 år, hun fik angst for ca. 1 1/2 år siden, det viste sig da hun dec. 2014 ikke kunne komme i skole, lige pt er hun i skole et par timer om dagen, med sidder uden for klassen sammen med en støtte/hjælpe voksen, nu er hun startet på Sertralin igennem børnepsyk
    Hun har det sidste år gået/været sammen med en psykolog, men jeg syntes ikke der er nogle fremskridt.
    Jeg tænker om du/i kender psykologer der kan kontaktes og som har erfaring inden for angst og cool kids

    Det var den meget korte version af et voldsomt langt 1 1/2 år

    Hilsen Bettina

    1. Kære Bettina

      Tak for dit indlæg :-) Jeg ved ikke hvor i landet du kommer fra, men jeg kan linke til de psykologer vi i foreningen har kendskab til. Jeg selv har brugt Søren Benedikt Pedersen fra Roskilde, han har også Cool Kids grupper i København. Jeg kan også anbefale dig at læse bogen “hjælp dit ængstelige barn”, det er en Cool Kids selvhjælpsbog. Der findes også bogen “jeg tør ikke, men gør det alligevel”, der finder du også nogle gode redskaber. Jeg oplever at det børnene har meste brug for, er nogle konkrete værktøjer i forhold til de situationer de er angste for, og de har brug for små bitte skridt, som de føler sig trygge ved. Det kan tage mange år at komme helt af med angsten, og det kræver tålmodighed, kærlighed og en masse anerkendelse af det der går godt, også selv om der er dage hvor der er tilbage skridt. Du er meget velkommen til at skrive en privat mail til mig på mia@boernmedangst.
      Ønsker alt det bedste for jer
      Kærlig hilsen Mia

      http://boernmedangst.dk/wp-content/uploads/behandlere-kognitiv.pdf

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *