Fortælling fra en mor

 

Denne historie er fra en mor der længe har prøvet, at få den rette hjælp til hendes datter, igennem det offentlige system. Hendes historie er ikke unik, vi oplever at mange andre forældre til børn med angst, kan fortælle en historie der ligner denne.  Netop derfor prøver vi i Foreningen for børn med angst, at få politikener i tale, og gøre opmærksom på de problemstillinger som denne moder fortæller om.

Fortælling fra en mor

Jeg er mor til en 14 årig pige, som ikke har nogle diagnoser, og som altid har været meget velfungerende både fagligt og socialt. Lige indtil hun for et par år siden begyndte at kæmpe med svigtende selvværd og begyndende depression.

I starten gav det sig udslag i et stigende fravær fra skolen, og de sidste 7 måneder har hun været 100% fraværende. Hun VIL rigtig gerne i skole, men har ikke mod til at tage skridtet.
Da fraværet startede ville skolen ikke hjælpe, og nægtede at give supplerende sygeundervisning og at give en støtteperson, som kunne møde hende i hjemmet, med henvisning til at de ikke havde ressourcer til det. Vi henvendte os til den kommunale skolechef og fik at vide at det skulle skolen sikre. Men det gør de ikke. De har i stedet lavet tre indberetninger til kommunen, med vores fulde accept, da vi gerne vil have hjælp til at bearbejde vores datters psykiske sårbarhed og til at sikre at hun får den undervisning hun ifølge loven har krav på, uanset om hun er rask eller syg. To gange er indberetningen endt med at kommunen har svaret at det skal skolen kunne håndtere og så har skolen lavet en ny. Den tredje indberetning hænger nu på anden måned et eller andet sted i systemet…
Vores egen læge har forsøgt at hjælpe og har henvist til Børne- og Unge Psykiatrisk Center. Derfra fik vi også en afvisning, da henvisningen skal komme fra PPR, dvs. skolepsykologen, da de ellers drukner i børn og unge med psykiske udfordringer! Skolepsykologen har vi forsøgt at råbe op både telefonisk og skriftligt, men i tre måneder er der intet sket. Hun vender simpelthen ikke tilbage, da vores datter hverken er udadreagerende eller selvskadende, og dermed konstant ryger nederst i bunken.
En ung pige, som i starten havde brug for noget støtte til at komme igennem en krise, er blevet kastebold mellem forskellige offentlige enheder, hvor ingen vil tage ansvar. Hun ser ikke længere nogen jævnaldrende og tør ikke tale med psykologer, lærere mv. Vi har nu købt privat psykologhjælp, men desværre alt for sent. Hun har lukket helt af.
I starten havde vi tillid til at vi var i trygge kompetente og ansvarsbevidste hænder hos skolen og kommunen og stolede trygt på at vi kunne få støtte derfra til at hjælpe hende igennem krisen. Vi har desværre fundet ud af at dagsordenen frem for at finde den bedste løsning for barnet, har en langt mere kortsigtet økonomisk vinkel. Det har kostet dyrt for vores datters trivsel og for os som familie. Vi har været langt nede, men er på vej op igen.
Tænk hvis vi havde vidst at vi ikke kunne få hjælp der hvor vi troede og vi var startet det rigtige sted ved at betale for det selv – eller endnu bedre – tænk hvis vi virkelig kunne stole på at skolerne og kommunerne brugte ressourcerne rigtigt tidligt i forløbet når børn og unge mistrives, i stedet for at slås om midlerne og lade problemerne gro…
palme

0 kommentarer på “Fortælling fra en morTilføj din kommentar →

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *