“I DAG HAR JEG FRI”

Det har jeg ikke haft længe. Ikke i mit system i hvert fald. I dag fik jeg fri. Mærkede det, da jeg i morges cyklede mod vandet. Og igen, da jeg sad på en sten og lod tårerne forløse det, der efterhånden var ved at vokse sig op og snørede min hals til. Og igen, da jeg lod mig falde baglæns i det kølige havvand. Lod mig opsluge for en stund. Krop og hjerne, der nedkøles. Glæden, der tager over. Roen, på håndklædet i det varme sand.

Sommeren har været vild. Også den. Og vi vidste det – at den ville kræve os. Og vi gjorde det. Også langt bedre end jeg havde turde håbe.

I to år har du stort set været i trivsel. I januar mærkede jeg for første gang mit alarmsystem ringe igen. Din uro voksede og din angst ændrede karakter. Små bitte tegn af noget, jeg ikke kendte og samtidig mærkede mit system kende. Jeg så det i dit blik. Hørte dig lukke krogen til badeværelsesdøren flere gange, så dig binde dine snørebånd præcist og længe. Meget længe. Gav dig mine ord og hørte dig fortælle. Lige så stille. Alt i mens det voksede hen over foråret. Din tvang. Din angst. Og din uro. Og mest af alt dine tanker. Dem som tog dig og dit nu.

Mærkede dig samarbejde urimeligt meget. Mærkede dig i konstant beredskab. Mærkede også, at vi sammen fandt et sprog. Et sprog vi har lært os gennem årene. Med diagnoser, med kontakt og med erfaringer af at klare. Også når det er aller mest hårdt. Klare med tillid, kærlighed, samarbejde – og tid. Et sprog, vi igen skulle udvide og lære at tro på.

Jeg trykkede på alle knapper. Alle de kontakter, som er skabt gennem årene. Alle stod klar. I hvert fald de nærmeste. COVID-19 begrænsede – og gav en forklaringsmodel, som jeg stædigt holdt fast i, ikke var alt. Og de hørte – over tid. Alt for lang tid. Men du er nu diagnosticeret igen. Du blev lettet – “OCD! -det har jeg da vidst længe!” Det har jeg nok også. Og du udtrykte i samme nu, at du altså stadig gerne vil beholde den ADHD, som du lige har fundet dine ben i. Og at du altså stadig har angst. det lovede jeg dig. Og huskede dig på, at bogstaver er til for, at de vokse kan hjælpe, så vi sammen kan forstå. Du er dig! Fantastiske dig. Uanset.

Vi venter fortsat på behandling. Men sommeren har gjort sit. Og det har været benhårdt. Du har haft det rigtig dårligt. Og alligevel har du taget kampen. Igen. Med troen på, at vi hjælper dig. Jeg skrev til din klub, før du startede igen i sidste uge. De stod klar. Jeg skrev til dine lærere i weekenden. De stod klar. Og de har grebet. Og det er fantastisk. På de værste dage har jeg tænkt, at jeg igen måtte forlade job. Nu tror jeg på, at vi er mange om dig, og at vi klarer det. Og kæreste du. Du som kæmper så vildt. Du som viser så stor tillid og tro på, at vi hjælper dig. Du er, i mine øjne, det sejeste menneske jeg kender.

Jeg så dig løbe ned af trapperne i morges. Du VILLE nå i skole til tiden. Til trods for, at skoene kun knapt var bundet. Du vinkede glad op til vinduet. Jeg så strejfet af angst og lysten til at gentage ritualerne. Jeg så dig løbe. Og nå det.

Jeg mødte din lærer kort efter. Sammen jublede vi. Med plads til mine tårer og lovningen på, at vi alle står klar. I går havde du haft angstanfald, med du lod din matematiklærer hjælpe dig. Jeg havde god snak med ham efterfølgende og tænkte, at selvfølgelig…. og kæmpe stort, at du kunne bruge ham. I en lille flig med plads til det, som du så heftigt kæmper imod lige nu. Angst forsvinder ikke fra den ene dag til den anden. Men du er så meget på vej. Igen. Min kæreste dreng! Og din første uge er gået over al forventning.

I dag fik jeg plads til at mærke det. Det hele. Alle kampene, alle kasketterne. Sorgen og afmagten – men også glæden og stoltheden. Og efter det – mest af alt – håbet.

I dag har jeg fri.

Dette blogindlæg er skrevet af Mia Aaquist Johansen (forældre til et barn med angst)