”Jeg har valgt at få børn, men de har ikke valgt at få mig som mor. Derfor er det min pligt at støtte, alt hvad jeg kan og lidt mere til i den her situation!” Anette Stefensen deler erfaringer om et angstforløb, som mange andre medlemmer af Foreningen for børn med angst kan nikke genkendende til.

En svær skilsmisse i 2006 gjorde, at Marcus, der dengang gik i 1. klasse, fra den ene dag til den anden ikke kunne være i skole, uden jeg var der. Der var heldigvis forståelse fra min arbejdsplads, men lærere og ledelse på skolen anerkendte ikke, at Marcus havde brug for mig for at være tryg. Midt i 1. klasse blev Marcus flyttet til en specialklasse. Inden flytningen havde jeg været til et foredrag hos Angstforeningen om socialfobi og angst, og da blev jeg helt bevidst om, at Marcus havde angst.

Lærerne på den nye skole lod til at forstå, men på Marcus’ første dag blev han fastholdt, og jeg blev bedt om at forlade skolen. Dette skete igen dagen efter. Skolen havde heldigvis en dygtig skolepsykolog, som hurtigt fik sat et udredningsforløb i gang på børnepsykiatrisk afsnit. Det blev til tre hårde uger for Marcus, der endte med tre angstdiagnoser, abnorm separationsangst, OCD og socialfobi. De følgende 3-4 måneder fik han medicin og tog meget på i vægt.
Der gik ikke længe, før psykologen anbefalede, at Marcus stoppede på skolen, da han mente, skolen modarbejdede behandlingen ved at overskride hans grænser. Marcus forsøgte sig med tre-fire andre specialskoletilbud i de følgende år, men uden det store held, og derfor har der været en del år uden skolegang.

Indtil Marcus blev 18 år, har jeg været til en del møder med skiftende sagsbehandlere på kommunen. Men jeg følte mig ofte misforstået, tvivlet på og meget ked af det. I 2009 mødte jeg en stor støtte i en familievejleder, der fik stor betydning for min trivsel og styrke til at holde sammen på familie og job. I årene op til, at Marcus blev 18 år, fik vi også tildelt en privatpraktiserende specialpædagogisk vejleder, der arbejdede meget anderledes, end andre vi havde mødt. Hun gør en afgørende forskel for vores familie, og for at Marcus er der, hvor han er i dag.
De første møder i Foreningen for børn med angst gjorde, at jeg fandt et fællesskab, hvor vi forstod hinanden og de bekymringer, vi havde for vores børn. Det sætter jeg stor pris på, og det er dejligt, at foreningen kan hjælpe andre familier, der har børn med angst.
Marcus fortæller selv om de svære år, at den ro og tid, han fik til at hele sig selv, har haft stor betydning for ham. Og efterhånden som Marcus fik det bedre, tabte han sig meget, begyndte at se venner og startede med at træne.
Vi har heldigvis en skøn familie, der har støttet og hjulpet alt det, de kunne. Marcus har en storebror, der er fire år ældre, og den rolle kan også være svær i en familie med vores udfordringer, men Oliver er den bedste storebror, man kan ønske sig, og de er de bedste venner i dag.

I 2021 startede Marcus på forberedende grunduddannelse, fik kørekort og er nu flyttet hjemmefra. I dag er Marcus 21 og er fri for angst. Han skal starte på HF til sommer og drømmer om at blive politibetjent.

AF ANETTE STEFENSEN