For nogle uger siden, var jeg var i svømmehallen for første gang i mange år, og der gik det op for mig at jeg faktisk har mange gode minder derfra. Minder fra dengang mine drenge var små, og hvor vi kom i svømmehallen en gang om ugen. Faktisk var de begge kun få uger gamle, da jeg begyndte til baby svømning med dem. Det var en tid, før angsten kom ind i vores liv.

Det var en øjenåbner for mig, da jeg mærkede hvordan de gode minder strømmede ind i min hukommelse. Jeg blev overrasket, fordi til daglig har jeg rigtig svært ved at huske det gode, fra mine drenges barndom. Selvom jeg nogen gang tvinger mig selv til at prøve at huske de gode minder, så følger følelserne ikke med så jeg bliver ikke overbevist. Men der lige midt i svømmehallen, omgivet af familier med børn, kom de gode følelser pludselig til mig.

De gode minder begyndte at blive sløret, i takt med at begge drenge begyndte at mistrives i skolen, specielt i de år hvor min yngste søn Jonas udviklede angst. Hverdagene blev meget svær, lige fra jeg vågnede om morgenen, mærkede jeg straks en uro og min mave slår knuder. Frygten for at jeg ikke kunne få min søn i skole, og at jeg ville komme for sent på arbejde, eller slet ikke på arbejde, lå latent i mig hele tiden.

Jeg kan huske at jeg i starten af forløbet var ved godt mod, jeg tænkte at jeg nok skulle få mine sønner i trivsel igen, og jeg var optimistisk i forhold til de symptomer jeg så hos Jonas. Jeg var ved godt mod, og jeg følte mig klædt på til udfordringer. Desværre gik det ikke som jeg tænkte, det jeg selv gjorde, hjalp lidt, så jeg rakte ud til omgivelserne for hjælp, og her blev jeg mødt helt anderledes end jeg have forstillet mig. Jeg fik nemlig oplevelsen af, at det var mig som der var noget galt med, at det jeg gjorde, var forkert.

Derfra begyndte de dårlige følelser for alvor, hvor situationen fyldte mere og mere i mine tanker. Det meste af min vågne tid, gik med at finde årsagen til hvorfor det hele blev værre og værre, og hvorfor det føltes som om, at intet af det jeg gjorde virkede. Og det var her de gode minder forsvandt. Jeg bankede mig selv i hoved med, at jeg ikke havde været god nok til at skabe gode rammer for mine drenge, at jeg ikke formået at opdrage dem og sætte grænser.

Da Jonas endelig fik den rette hjælp, og da vores livssituation begyndte at ændre sig, ændret mit tankemønster sig også. Men der er alligevel en snert tilbage, der er stadig dage, hvor billederne af de dårlige minder hurtigt passere i min hukommelse, og de dårlige følelser fra dengang overmander mig.
Selvom han i dag er 22 år og lever et godt liv uden angst, så blev årene fra han var 10 år og frem slet ikke som jeg havde drømt om.

Derfor blev den dag før jul, i svømmehallen, et vendepunkt for mig, fordi jeg igen mærkede de gode følelse og så de gode oplevelser som min børn også har haft, i de første mange år af deres liv. Jeg har hele tiden vidst at de har været der, men jeg har ikke været overbevist fordi jeg ikke har kunne mærke dem. Det kan jeg nu, og i fremtiden vil jeg lade dem fylde meget mere. Specielt når jeg ser på begge dreng, som lever gode liv i dag, hvor de er blevet 24 og 22 år.