Denne fortælling er fra en mor som gerne vil være anonym, og det er alene udtryk for hendes egen holdning. Vi mener det er vigtig med så mange forskellige nuancer på hvilken hjælpe der hjælper børn og unge med angst, da vi ved at det er forskel på hvilken hjælp der er bedst for den enkelte. Men samtidig ved vi også at vi forældre bedre kan navigere i systemet, når vi møder ligesindet hvor vi kan give hinanden håb.
Her kommer fortællingen:

Jeg vil gerne dele vores oplevelser med Sertralin, og er anonym af hensyn til min datter.

Mit budskab er: hæng i, selv når det ser allermest sort og dystert ud.

Min datter er 14 år. I september 2023 blev hun efter 1 års skolevægring, via Hejmdal Privathospital, diagnosticeret med en moderat/svær depression og angst.

Vi startede lynhurtigt med Sertralin, og det er ikke sikkert vi var begyndt, hvis vi havde vidst, hvad der ventede os.

Vores datter fik samtlige psykiske bivirkninger. Øget angst, selvskadeforsøg, selvmordstanker- og konkrete planer.

Vi måtte mandsopdække i en periode, og jeg måtte gå ned i tid på arbejde og forsøge at få enderne til at mødes.

For hver gang medicinen blev øget fik hun nogle frygtelige, frygtelige anfald.

Det var som om en dæmon havde taget styringen, og min datter var helt væk.

Hun kunne kigge på mig, når jeg prøvede at trøste, som om jeg ville gøre hende ondt, mens hun skreg og græd og råbte: “jeg kan ikke mere – jeg kan ikke mere”.

Under disse anfald forholdt jeg mig fuldstændig rolig (spørg mig ikke, hvordan jeg formåede det), og gentog kun: “jeg lover, at det bliver bedre. Det skal nok gå, det går over igen”.

Når anfaldene var overstået kunne hun knapt huske det. Det føltes som psykoser.

Vores “go-to” var køreture med høj musik. Jeg har ikke tal på de gange vi er kørt afsted, min datter og jeg, med hende midt i et anfald – midt i de sene aftentimer.

Mere end én gang har jeg været ved at styre bilen mod nærmeste psykiatriske skadestue, men det føltes forkert dybt i min mave.

Vi holdt i stedet tæt kontakt med Hejmdal gennem alt det her. De blev ved at sige: “Hæng i lidt endnu”. Og var også meget klare i spyttet med at få min datter til at love (sige højt), at hun ikke ville gøre noget dumt, fordi hendes tanker kredsede om selvmord og selvskade.

Jeg læste, at medicinen skulle virke efter 6-8 uger. Vi startede midt i september.

Indimellem de her forfærdelige anfald var der dog nogle ganske små sprækker med lidt lys. Det kunne være et lille glimt i hendes øjne vi ikke havde set længe, eller et lille smil om munden.

Dage med en antydning af noget bedre.

Men det var svært at forholde sig til pga. alle bivirkningerne.

Bivirkningerne stod på det meste af oktober, november og starten af december måned.

Nogle lange, mørke, dystre, hjerteskærende uger og måneder.

I november fik vi ordineret melatonin (sovemedicin), sammen med de 75 mg Sertralin hun var på. Melatoninen var en gave.

Og pludselig midt i af december skete der noget. Pludselig var der en mærkbar bedring. Nærmest fra den ene dag til den anden.

Jeg kan huske, da vi kunne tælle 1 uge uden anfald. Dét var så stort, og vi turde næsten ikke tro på, at det gik bedre. Vi gik og ventede på et dyk.

Et dyk der aldrig kom igen på samme måde.

Der var lys forude.

Og derfra gik det bedre – og bedre – og bedre.

Vi er nu i midten af februar, og der har ikke været nogle anfald siden dengang midt i december.

Min datter er begyndt i skole igen (på nedsat tid, men dog næsten hver dag) efter 1.5 års skolevægring.

Hun har været i ungdomsklub.

Hun har stillet sig op til tavlen og sagt noget.

Hun har rakt hånden op og sagt noget.

Det er fuldstændig vanvittigt at tænke på, hvordan hun har det nu, kontra hvordan det stod til for ganske få måneder siden.

Jeg manglede selv en historie som vores, da jeg i desperation søgte efter erfaring med Sertralin.

Nogle der havde prøvet alle de frygtelige bivirkninger. Nogle, hvor det tog 3 måneder før medicinen virkede.

Altså 12 uger, og ikke 6-8 uger.

Det skal siges, at fordi min datter er så medicinsensitiv, skruede de ikke mere op for sertralinen. Efter den første måned anbefalede sygeplejersken, at vi skulle prøve med en anden type Sertralin.

Vi bruger nu kun Sertralin Accord, for vi har mistanke om, at vi startede med den forkerte type med tilsætningsstoffer som min datter ikke kunne tåle. Er det en af grundene til, at det gik så galt med bivirkninger? Jeg ved det ikke.

Min datter får nu stadig 75 mg Sertralin, og vi er fra slutningen af januar selv gået ned på 3 mg melatonin, i stedet for de 6 mg hun startede på.

Hun går regelmæssigt til psykolog, og det har en rigtig god effekt nu, hvor hun har det godt nok til at kunne modtage hjælp.

Dette er vores erfaring med opstart af Sertralin, og jeg er glad for, at vi holdt ud på trods af de mange bivirkninger.

Vi har virkelig fået vores gode gamle, glade pige tilbage igen – eller hun er i hvert fald på vej