Jeg har længe gået med en refleksion, som jeg gerne vil dele med jer. Den handler om, at man godt kan have angstproblematikker, uden at der nødvendigvis er en bagvedliggende diagnose.

Jeg oplever nemlig, at når nogen fortæller, at deres barn eller unge har angstproblematikker, så kommer der ofte mange meninger og gode råd. Ofte er der også nogen, der siger: “Det lyder som om, dit barn har ADHD, autisme eller en anden diagnose.”

Men sådan er det ikke altid. Det ved jeg blandt andet fra min egen søn, som er grunden til, at denne side blev oprettet. Det var også gennem ham, at jeg mødte de skønneste mennesker, som i dag har en stor plads i mit hjerte, og som var med til at stifte Foreningen for børn med angst.

Det er ved at være 15 år siden, det hele startede. Jeg oplevede, hvordan min søn begyndte at trække sig fra fællesskabet i klassen og til fodbold. Han begyndte at få ondt i maven og hovedet og havde svært ved at være i skole. Han blev bekymret, når jeg skulle noget, hvor han ikke skulle med. Når jeg var på arbejde, ringede han for at fortælle, at han havde det dårligt. Og når jeg havde fri og var på vej hjem, ringede han for at spørge, hvor lang tid der var til, at jeg hentede ham i SFO.

Det blev til seks år, hvor det gik op og ned med hans trivsel. Han udviklede angstproblematikker, som gjorde, at han slet ikke var i skole fra jul i 4. klasse til efterårsferien i 6. klasse. Han havde meget fravær efterfølgende, og i 9. klasse var han igen fraværende det meste af tiden.

Han tog på i vægt, fordi han mistede appetitten og mest havde lyst til fastfood. Han fik OCD-lignende problematikker: han vaskede hænder hele tiden, rørte ikke ved dørhåndtag, tjekkede hoveddøren utallige gange før sengetid og kunne ikke sove alene i mange år.

Han blev tilbudt et Cool Kids-forløb, og vi arbejdede med en trappestige, hvor han langsomt udfordrede sig selv, samtidig med, at han lavede ting, han godt kunne lide. Det betød, at han kom ud i naturen og begyndte til motocross. Fordi det var noget, der interesserede ham og gav ham gode følelser, lærte han at takle angsten på den måde. Langsomt begyndte han at komme sig.

Den store forandring skete, da han startede på Teknisk Skole og tog et grundforløb, før han senere meldte sig frivilligt til forsvaret. Siden da har der ikke været spor af angstproblemer, og i dag lever han et helt almindeligt ungdomsliv.

Hvad var det, der triggede ham som barn? Jeg tror, det var mange ting på én gang: en klasse med et højt konfliktniveau og det, at hans far og jeg gik fra hinanden. Dengang sagde han til mig: “Bare vent, mor – når jeg bliver teenager, så har jeg det ikke sådan længere.”

Så når vi taler om angstproblematikker og diagnoser, så er det nogle gange rigtigt, at der er en bagvedliggende diagnose, men der er også mange gange, hvor det handler om miljøet og andre forhold i barnets eller den unges liv.

Jeg vil derfor opfordre til, at vi husker, at hvert barn og hver ung er unik, og at det er forskelligt, hvad der kan hjælpe. Det vigtigste af alt er, at der er håb og lys forude, uanset om der er en diagnose eller ej, selvom det kan føles håbløst.

Jeg troede på et tidspunkt ikke, at min søn nogensinde kunne få et godt liv. Men i takt med at han udviklede sig og blev ældre, ændrede situationen sig. Det var ikke nemt, og der var ikke noget quickfix. Jeg havde det meget svært og var ofte bekymret.