Når børn mistrives, har forældrene også brug for omsorg

Da min søns separationsangst og ufrivillige skolefravær for alvor slog igennem, blev vores familieliv forandret.

Som mor ønskede jeg af hele mit hjerte at hjælpe ham. Jeg søgte viden og løsninger og forsøgte at forstå, hvad der skete. Samtidig stod jeg med mine egne bekymringer, følelser og forestillinger om, hvordan vores familieliv skulle have set ud.

Jeg savnede en bog, der tog mig i hånende som forælder og ikke kun fortalte mig, hvad jeg skulle gøre for mit barn. Det blev mange år senere til Ind i orkanens øje. Jeg har skrevet den bog, jeg selv manglede dengang.

At bevare håbet

Et af de vigtigste budskaber i bogen er at bevare håbet – også når vejen frem er svær at få øje på.

Når ens barn mistrives, kan bekymringerne hurtigt komme til at fylde det hele. Hvad nu hvis mit barn ikke kommer tilbage i skole? Hvad med uddannelse og fremtid? Kan jeg beholde mit job? Gør jeg det rigtige? Og hvad skal jeg gøre i morgen? Jeg kender de tanker.

Med tiden måtte jeg øve mig i ikke hele tiden at leve flere skridt foran det liv, vi faktisk stod i. I stedet måtte jeg forsøge at være mere tilstede i det, der var lige nu, og bevare tilliden til, at vores børn kunne finde deres egen vej – også selvom den ikke blev, som jeg oprindeligt havde forestillet mig.

Håb er for mig ikke en forestilling om, at alting nok skal blive præcis, som vi ønsker os. Det er en stille tro på, at noget kan forandre sig.

Forældrenes trivsel betyder også noget

Når et barn mistrives, er det naturligt, at vores opmærksomhed samler sig om barnet. Men undervejs opdagede jeg, hvor meget min egen tilstand også betød.

Når jeg selv var fyldt af frygt og uro, kunne det være svært at skabe den tryghed, jeg så gerne ville give mine børn. Derfor blev en vigtig del af min egen rejse at finde mere ro i mig selv. Ikke at være rolig hele tiden. Ikke at være den perfekte mor. Men at øve mig i at mærke mine egne behov, give plads til mine følelser og finde små lommer af ro – også midt i det svære.

Jeg oplevede, at når jeg selv fandt mere fodfæste, blev det også lettere at møde mine børn med nærvær, tillid og nysgerrighed. Det er den bevægelse, jeg i bogen beskriver som vejen fra Survival Mother til Cool Mother.

Mine råd til dig, der står midt i det hele

Hvis du lige nu står med et barn, der mistrives eller har svært ved at komme i skole, vil jeg først og fremmest opfordre dig til at bevare håbet. Også når du ikke kan se vejen frem, og når du måske føler, at du står meget alene med ansvaret.

Mærk, hvordan du selv har det. Giv plads til dine følelser, også dem, der kan være svære at være med. Ræk ud efter støtte, når du har brug for det, og find små stunder i hverdagen, hvor du kan trække vejret, mærke dig selv og finde lidt mere ro. Den ro kan være med til at skabe et tryggere rum omkring dit barn.

Du behøver ikke finde alle svarene i dag. Nogle gange må vi tage én dag ad gangen, lytte til vores børn og være nysgerrige på, hvad der ligger bag det, vi ser. Vejen bliver måske en anden end den, vi havde forestillet os, men det betyder ikke, at den ikke kan blive god.

Jeg har erfaret, at der kan vokse noget nyt frem, når vi langsomt giver slip på forestillingen om det perfekte familieliv og begynder at møde det liv, vi faktisk står i, med større forståelse, nærvær og tillid.

Det var den bog, jeg selv havde brug for, da vores rejse begyndte. Mit håb er, at Ind i orkanens øje kan give andre forældre genkendelse, inspiration og håb – og minde dem om, at deres egen trivsel også betyder noget.

Hannekia Foged
Forfatter til Ind i orkanens øje

0 kommentarer på “Når børn mistrives, har forældrene også brug for omsorg”Tilføj din kommentar →

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *