En mors fortælling om skolefravær, ro, håb og det, vi måske kan få øje på, når vi stopper med kun at lede efter det, der skal fikses.

Da mit barn skulle starte i skole, voksede en uro i ham. Jeg arbejdede selv i psykiatrien, så da jeg begyndte at se, hvordan hans modstand voksede – ja, faktisk blev til panik, nedsmeltninger og undgåelse – overbeviste jeg mig selv om, at jeg måtte hjælpe ham med at være i det svære.

Der var noget i mig, der vidste, hvad han havde brug for, men i mødet med skolens fagpersoner og senere en familiebehandler mistede jeg kontakten til den viden. Logikken blev, at jeg skulle være mere hård og holde fast i kravet om at komme i skole, og hvis han ikke selv kunne gå, skulle han bæres ind. Jeg lyttede – selvom alt føltes helt forkert indeni mig. Men jeg ville bare gøre det rigtige for ham, så han ikke endte med at trække sig helt fra skolen. Jeg var bange.

Tvivlen voksede dog i mig. Jeg kørte grædende på arbejde hver dag efter voldsomme afleveringer. Alt i mig havde lyst til at stoppe den plan, der var, men når alle fagpersoner heppede og sagde, vi gjorde det så godt, så anede jeg ikke længere, hvad jeg skulle stole på.

En dag rakte jeg ud til PPR efter et sammenbrud inde på mit arbejde. Hendes ord fik mig til at stoppe op og gå en anden vej.

Det er forfærdeligt at se ens barn have det så svært, men endnu sværere at miste sig selv.

Derfor har jeg skrevet en bog om at være forælder til et barn, der ikke kan det, samfundet forventer. Mit blik ændrede sig nemlig undervejs, da jeg stødte på en særlig bog. Blikket og forståelsen, jeg fik, gav håb, og pludselig så jeg, at jeg ikke var en dårlig mor, at der ikke var noget galt med hverken mit barn eller med mig. Det ændrede hele min oplevelse af vores situation, selvom skolen fortsat var svær. Og det fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, at vi forældre, der er tæt på et barn med angst, skolevægring eller andre vanskeligheder, trives.

Min bog skrev jeg, fordi jeg ville ønske, at nogen havde sagt til mig dengang: Dit barn er helt okay. Du er helt okay. Du kan godt stole på det, du ved inderst inde om dit eget barn. Og det er ikke op til dig at få dit barns oplevelse til at gå væk. Det er okay. Det sørger livet for.

Jeg jagtede selv den gyldne nøgle, der skulle fikse det hele. Sådan tror jeg tit, vi gør som mennesker. Går på jagt efter løsninger. Men det, jeg oplevede, var, hvor meget den jagt skabte mere mistrivsel.

Jeg tror også, at vores egen trivsel betyder noget. Ikke fordi vi som forældre skal være rolige og have styr på det hele, men fordi jeg tror, at vi mennesker grundlæggende er lavet af det samme. At der bag vores angst, vores tanker og de oplevelser, vi har med os, stadig findes noget i os, som er helt og levende.

Derfor er noget af det, jeg selv er blevet optaget af, at se efter de øjeblikke, hvor angsten falder til ro igen. For selv når et barn har det svært, er der øjeblikke, hvor noget andet får plads. Måske et smil. Et øjebliks kontakt. En leg. En ro i kroppen.

For mig er det håbefulde netop, at angst kommer og går. Den er ikke hele barnet. Og måske kan vi som forældre begynde at lægge mærke til det sted i vores barn, hvor der igen bliver lidt mere ro. Ikke for at få angsten til at forsvinde, men for at få øje på, at der også er noget andet.

Det var noget af det, der ændrede mit eget blik. Jeg begyndte at lede mindre efter det, der skulle fikses, og mere efter det, der allerede var levende.

Jeg tror ikke, vores børn altid har brug for, at vi finder løsningen for dem. Måske har de nogle gange mest brug for, at vi kan være roen ved siden af dem og have tillid til, at deres tempo og udvikling ikke behøver at ligne andres.

At vi kan være der, uden hele tiden at skulle skubbe på. Og måske er det i virkeligheden nok – at være tæt på, have tillid og give plads til, at livet kan bevæge sig i det tempo, der er rigtigt for det enkelte barn.

Mit råd til andre forældre, der står med et barn i mistrivsel, er: Ingen af jer er i stykker. Ingen. Et spørgsmål, der dukkede op i mig, som jeg ville ønske, jeg selv fik, var: Hvor er der allerede lidt mere ro i dit barn – og hvad tror du, det skyldes?

Kig i den retning – i retning af ro og trivsel. Hos mig var det de gange, jeg insisterede på at sidde med mit barn i armene inde i klassen, indtil han var rolig. De gange, han havde det sjovt på trampolinen, eller havde gang i en god leg med en ven. Det kan være forskelligt fra barn til barn. Men når et barn er i panik, tror jeg på, at ro må komme først inden vi sætter retning. Hos os blev ro en vej tilbage til tryghed og trivsel.

Kærligst Maja Eyde